mandag den 30. december 2013

Juletiden i Kina

De holder ikke rigtigt jul I Kina. Men december har været en okay måned. Selvom det har været hårdt til tider, så var der også nogle gode stunder her i 'julen'. Claire besluttede at tage det plastic-juletræ - som har stået i gangen i al den tid vi har boet her - indenfor i lejligheden og gav sig til at pynte det med alt hvad vi kunne finde i et gammelt skab. Resultatet blev rigtig fint og det skabte lidt julestemning. Derudover valgte hun at sætte knager op over vores falske ildsted og putte vores navne på hver vores julesok. Den 24 december spiste vi på en italiensk restaurant - så jeg fik bruschetta og pizza. Den 25 spiste vi på 'Venice', som er et slags 'steak-house' her i Kina og om aftenen tog vi til KTV (kareoke) - så det var hyggeligt. Jonatans svenske familie var der også og Claires søster og hendes søsters kæreste. Så vi var ret mange mennesker!

 Claire pynter træ!

 Juletræ!

 Julesokker over ildstedet!

Min julesok!

Weekenden den 20-22 december tog vi til Guangzhou (en stor by), hvor vi holdte 'juleweekend' med nogle af de andre folk, som vi havde lært at kende fra Beijing. Det var rigtig hyggeligt og vi var faktisk også en tur i IKEA! Der var helt vildt mange mennesker - flere end der normalt er i IKEA i Danmark - så vi endte med at komme ret hurtigt væk derfra igen, men det var nu en sjov oplevelse. Derudover brugte vi meget tid på små kaffe-steder, hvor vi bare snakkede om alverdens ting. Om aftenen tog vi så ud og fik et par drinks eller to. Det var en rigtig hyggelig weekend ihvertfald!

Om søndagen skulle Chrissie, Claire og jeg tage bussen hjem. Vi ankom til busstationen omkring 18.30 og fandt ud af at den næste bus gik klokken 22... Så vi endte med at bruge tiden på KFC ved at læse i hver vores bog - sådan kan man også fordrive en søndag aften. Det var nu ret spøjst at blive iagttaget af kinesiske folk, der spiser fastfood, mens vi bare sad og læste.

 Agnes, Charlotte og Chrissie.

 I en seng i IKEA.

 Før bytur om aftenen.

 Dumpling-sted tæt på vores hostel. De laver fantastisk dumplings!

 Omnomnomnom!

KFC søndag aften - vi læser!

Jeg har fået en enkelt julegave fra en kollega, som er et hjemmelavet armbånd i farven grøn (min yndlingsfarve). Det var virkelig sødt af hende! Derudover har jeg fået en starbucks-kop af Chrissie, en masse slik fra Claire og en ansigtsmaske og en ugle-læbepomade fra Hannelore. Fra min bedste klasse (Class 13, Grade 6) har jeg fået intet mindre end 16 søde og flotte julekort med de dejligste hilsner og 10 fine gaver i form af bamser, slik, julemænd og pynteting. De er nogle herlige elever! Jeg valgte at give pigerne et eksemplar af H. C. Andersens samlede værker på engelsk, da de alle kan lide at læse bøger. Så kan de forhåbentlig også huske mig og noget af den danske kultur!

 Armbånd fra kollega (og grøn jule-neglelak!)

 Glædelig jul (glædelig bagjul!)

De fine kort og fine gaver fra Class 13.

Derudover tror jeg ikke at jeg får blogget mere for i år. Men der kommer nok et par indlæg i januar 2014. Så jeg vil bare ønske jer alle sammen et godt nytår og jeg håber at I har haft en fantastisk jul! Jeg glæder mig nu også til at komme hjem til Danmark igen - og det skal jeg den 20 januar. Vi ses i år 2014!

onsdag den 18. december 2013

Siden sidst

Hvad er der sket siden sidst? Tjo, jeg underviser også børnehavebørn nu - 3 gange om ugen - og de er simpelthen så søde. Jeg vil gerne have dem med hjem. Derudover har vi fået bekræftet at vi IKKE får nogle dage fri til jul, men at vi muligvis får et par dage fri til nytår. Men når man får dage 'fri' i Kina, så skal man arbejde dem af i weekenderne - så den sidste weekend vi har her før vi alle skal hver vores vej - der skal vi muligvis arbejde. Så det er lidt øv, at vi ikke kan bruge tiden sammen med hinanden og få en god afslutning på det hele.

Jeg er netop blevet færdig med min sidste 'undervisnings'-uge (hvor vi havde om julen!) og fra denne uge af skal vi teste alle vores elever individuelt. Det har vi så de resterende 3-4 uger til (jeg skal teste cirka 1050 elever). Vi bliver helt færdige med skolen den 10 januar, hvor nogle af os så tager én dag til Macau (en lille ø ala Las Vegas) og derefter til Hong Kong (hvor jeg skal være indtil den 20 januar). Så det ser jeg frem til! Vi skal muligvis i Disneyland og se en masse ting.

Engang i november var der en søndag, hvor vi tog til noget der hedder 'Hot Spring', som er et slags spa-sted med en masse små bade med forskellige olier, sæbe, frugt osv. Det var rigtig hyggeligt og afslappende - og vi fik også en lille massage der. Men det var lækkert at bruge et par timer på rigtigt at slappe af og nyde de varme bade.

Derudover har jeg deltaget i et 'juleshow' kaldet "My life, my dream", hvor jeg sang en sang sammen med to af mine Grade 3-klasser. Sangen hedder 'Proud of you' og det var en rigtig fin opvisning vi fik lavet for deres forældre. Derudover så jeg også resten af showet, hvor alle mine elever fra Grade 3 deltog i forskellige opvisninger. De er simpelthen så søde og det var imponerende at høre dem snakke så meget engelsk, som de gjorde i det show. Alle mine kollegaer fra Grade 3 sang desuden 'Eternal Flame', hvilket var yderst elegant da de var iført gallakjoler!

Min privatundervisning med kære David fik en pludselig slutning. Han skal åbenbart være i Canada fra den 14 december til den 3 januar - og det fik jeg at vide klokken 00:03 den 14 december... Så jeg har ikke fået sagt farvel til ham. Men forhåbentlig kan jeg nå at se ham inden jeg selv forlader landet... Men det er Kina - så man ved jo aldrig.

Undervisning med David - her lærer han om årstiderne!

 
Gave fra søde Robin fordi "it reminds you of home"

 Jul hos den lokale bager!

 Shopping og varm kakao fra Starbucks!

 Juleundervisning!

Mere juleundervisning!

søndag den 15. december 2013

Maske-'fest'

Torsdag den 12 december havde Morning (vores mandarin-lærer) inviteret os med til en maske-'fest' i Zhongshan - så vi tog ivrigt imod tilbuddet. Det er åbenbart en begivenhed (eller event) som de kun har 2-3 gange om året og så er det vist også en 'Single-fest', så mange kinesere tager af sted i håb om at finde en kæreste. Aftenen bestod egentlig mest af en masse kinesisk optræden og 1000 folk, der ivrigt spurgte om det samme gang på gang: "Can we take a photo with you?" og svaret var jo gang på gang ja. Selvfølgelig, hvis de 999 andre folk har fået lov til det, så må du altså også godt få lov. Haha, men det var en rigtig hyggelig aften og det var rart at komme lidt ud af lejligheden.

 
Jonatan og jeg.

 Claire, Chrissie og jeg.

Claire, jeg, Chrissie og Morning.

Dommer i talekonkurrence

I anledning af 'Thanksgiving' så havde Grade 6 lavet en talekonkurrence på engelsk, hvor de så havde inviteret os 4 piger til at være dommere. Så det takkede vi ja til! Der var rigtig mange fine taler og en masse sjove indslag i form af musik, dans, små film osv. Da vi var færdige med at 'dømme', så fik vi nogle fine blomster og en termokande til te! Det var rigtig fint og det var en hyggelig aften.

 Pigerne og jeg.

 Blomster og termokande!