I tirsdags var det "Teacher's day", som er en dag de har i Kina, hvor de 'fejrer' lærerne og deres hårde arbejde. Så jeg fik nogle blomster af nogle søde elever og fra en af de klasser jeg underviser fik jeg også en fin rose og et sødt kort. Derudover fik jeg et origami-hjerte af en elev. Det var en meget glad dag og alle elever lykønskede lærerne. (Vi ejer ikke en vase, så de måtte stå i et fint ølkrus!)
Derudover er det faktisk ret hårdt at være lærer. Jeg underviser om morgenen og når vi får vores frokostpause (på 2½ time), så går jeg hjem og får en middagslur. Derefter underviser jeg med fornyet energi om eftermiddagen og når jeg så endelig er færdig og kommer hjem, så er jeg så træt og udmattet, at jeg ikke rigtigt orker noget. Jeg tror også det har noget med den konstante varme at gøre og at vi sveder så meget (det er 30+ grader hver dag). For selvom jeg går tidligt i seng, så er jeg stadig træt efter en lang skoledag. Vi er hele tiden på, smiler og vinker til alle 4000+ elever og skal styre flere klasser om dagen med 50+ elever. Men når lektioner går godt, så er det virkelig sjovt at lære fra sig. Især hvis man kan mærke, at eleverne får noget ud af lektionerne.
Derudover er vi begyndt at modtage vores mandarin-lektioner - vi havde vores første lektion i onsdags! Så nu kan jeg fortælle, hvor jeg skal sættes af, hvis vi er ude at køre i en tuktuk eller med en taxi. Så jeg glæder mig til at lære mere! I Kina har de derudover denne underlige fidus med, at hvis der er helligdage eller ferier, så skal du arbejde de 'dage' af i dine weekender. Så vi har en lille ferie fra tirsdag til lørdag i næste uge og for at få den ferie, så skal vi arbejde denne weekend og i nogle af de kommende weekender. Det er skørt! Tænk hvis man skulle gøre det hjemme i Danmark med alle de underlige helligdage vi har?? Men nu må vi se, jeg håber at jeg snart får noget mere energi! Derudover lover jeg, at jeg snart får taget nogle billeder af min skole, så I kan se, hvordan den ser ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar